Mit svar er, at der bliver nødt til at være en sjæl, ikke for at lægge mit livsansvar fra mig og pege et vikårligt sted op i himmelen og sige ’Min gud, det er din skyld’ eller ’Kære gamle sjæl, jeg er her for dig’, selvom det er jeg, men mere fordi, at hvis der ikke fandtes noget samlende princip, nogen sjæl, der er større end mig... Det ville simpelthen være det mest meningsløse, at alt dette jordliv udvikler sig helt vilkårligt af sig selv, uden nogle styrende principper, holdt af en intelligens, af universet eller af nærvær.
Af kærlighed til mit liv, til dit liv, til vores liv og selve jorden, så tror jeg på, at vi er i kosmos sammen med kosmologien, altså de her umådeligt store kræfter, som planeterne, solen og solsystemerne er lavet af, i en indbyrdes orden som bevirker, at det hele ikke klasker sammen, at græshopper ikke blander sig med frøer og skaber helt tredje arter, men at vi følger nogle udviklingstrin og udviklingsveje, nogle spor, som er os udstukket, for at vi kan udvikle os indenfor særlige stier i kosmos. Har vi så en fri vilje? Ja, til dels, men kun så langt at vi ikke afviger fra hver vores sti. Kommer vi for langt ud på et sidespor, bliver vi utilpasse. Stierne krydses og forbindes og løber parallelt og er mangesporede og store netværk, som kræver mange generationer at gabe over og mange, mange menneskeliv at udvikle.